Friday 30. Oct 2026

Strikkeweekend

29. Oct 2026

Garn og gode ideer indtager Fussingø Slot i weekenden
Find inspiration til vinterens håndarbejde og årets julegaver, når Fussingø Slot igen inviterer til strikkeweekend med alt fra farverige garner og hæklede figurer til plantefarvning og gamle håndværk.
Garn og gode ideer indtager Fussingø Slot i weekenden

Strikkeweekenden vil blandt andet byde på hæklede figurer med egen personlighed samt julepynt og mange andre sjove håndarbejder. Foto: Fussingø-gruppen.

FUSSINGØ – Den kommende weekend slår Fussing-gruppen atter dørene op til den populære Strikkeweekend.

– På overgangen fra efterår til vinter inviterer vi til en hyggelig weekend på Fussingø Slot. Slottet fyldes med garn og gode ideer til strik, hækling og broderi.


Sådan indleder Birthe Balsby sin invitation til årets strikkeweekend, der finder sted den 31. oktober og 1. november, begge dage klokken 10 til 16.

– Vi har samlet en række udstillere, der er parate til at inspirere og sælge garn med mere til små og store håndarbejder, for eksempel julegaver, tilføjer Birthe Balsby, der er gruppens koordinator på udstillingen.


Nye garner og gamle bekendte


Nogle af udstillerne har været med før, men har udvidet sortimentet med nye garntyper og spændende designs. Andre er nye på Fussingø Slot. Efter en kort pause er både Madam Munch og Bruhns garncafé igen at finde på udstillingen.


Gæsterne vil i år kunne købe strikke- og hæklekits, broderier til både begyndere og erfarne, garn fra gårdbutikkers egne får, spændende strik i multifarvet patent og garn fra udenlandske leverandører.


Der vil også være eksempler på hæklede figurer med egen personlighed, julepynt og mange andre sjove, hæklede ting.


Knit-Knot flytter sin garnbutik fra Risskov til Fussingø hele weekenden.


Håndværk fra plante farvning til spinderok


Paabyenge Plantefarvning viser, hvordan man kan samle materiale i naturen til farvning af garn.


Lækkert garn og strik fortjener at blive opbevaret og fremvist i en præsentabel indpakning. Til det formål har Hans Tinggaard drejet en række strikkeskåle i træ, som han viser på udstillingen om lørdagen.


Gæsterne kan også blive klogere på, hvordan der blev spundet garn med håndkraft før i tiden. Det sker, når »Spindekællingerne« sætter sig ved rokken og spinder ulden til garn.


Garnrester gør gavn


– Som sædvanlig vil vi gerne vise, hvad garnrester kan bruges til. Derfor har vi også i år inviteret »Fjellerups seje Sild« til at sælge nogle af de produkter, som de har strikket og hæklet i årets løb, siger Birthe Balsby.


Hun påpeger, at overskuddet fra salget går til godgørende formål, og at gruppen som tidligere tager imod overskudsgarn og garnrester med tak.


Læs mere om de enkelte udstillere på fussingoeslot.dk/begivenheder.